Rockhistorier

Sidst vi forlod Nick Cave var med albummet ’Let Love In’ fra 1994, hvor han var blevet et stort undergrundnavn, men dog ikke større end at vi stort set kunne have ham for os selv. Det skulle dog ikke vare ved.For vi indleder anden del af vores portræt af den egensindige australier med hans helt store gennembrud – den noget overraskende duet med Kylie Minogue, ”Where the Wild Roses Grow” fra 1995.Den blev i 1997 fulgt op af succesalbummet ”Boatman’s Call”, der for alvor gjorde ham stueren, men også viste en ny intim side af både kunstneren og mennesket Nick Cave. Herefter lykkes det ham både at kvitte heroinen, finde sit livs kærlighed, flytte til det mondæne Brighton samt blive tvillingefar. Men heldigvis uden at blive sat og kedelig af den grund.Kunstnerisk rastløshed og en nærmest manisk arbejdsindsats har ført til en lang stribe albums med flere forskellige bands, endeløse turneer, et par bøger, to dokumentarfilm, filmmanuskripter samt en del soundtracks. Plus det løse. Tabet af sønnen Arthur i 2015 ledte

’Rockhistorier’ hylder i det første af to afsnit sin generations ubestridt største sangskriver, Nick Cave. Begge værter har været med om ikke fra begyndelsen, så dog fra ganske tidligt i forløbet. Selv om der er meget fra firserne, som enten er fortrængt eller glemt, husker begge, husker både Henrik og Klaus i tydelige glimt den martsaften i Saltlageret i 1983, hvor de oplevede Nick Cave for første gang på en dansk scene i front for The Birthday Party. De var med bemærkelsesværdig effektivitet i færd med at dekonstruere rockmusikken, mens bassisten Tracy Pew lå og spillede bas med hovedet begravet inde i stortrommen og Cave bød op til slagsmål.Senere blev Cave – uden at gå på kunstnerisk kompromis – noget mere stueren, da han med udsøgt stil og smag kastede sig over den klassiske sangskrivning med stor S. Vi lægger i det første kapitel snittet, fra før han blev den kreative klasses kæledægge, og vi havde ham stort set for os selv. Det vil sige lige før det store gennembrud i form af duetten med Kylie Minogue

I dette afsnit af Rockhistorier hyldes nogle af dem, der forlod os det herrens år 2020, hvor en stor del af dødsfaldene naturligvis skyldtes den der forbandede covid-19, selvom den ikke kan holdes eneansvarlig. Der kommes vidt omkring i det musikalske landskab, dine værter har en bred smag (selvom der er grænser!) og de har lagt vægten på deres personlige favoritter, for som Henrik ynder at formulere det: ”Det er det fede ved at have sin egen podcast!” Alderspræsidenten i år blev vores egen Bent Fabricius-Bjerre med 97 – også selvom 2. verdenskrig-ikonet Vera Lynn blev 103; men der blev altså ikke plads til alle! – og den yngste var Justin Townes Earle, der kun blev 38. Derimellem ikoner som Little Richard, Toots Hibbert, Florian Schneider fra Kraftwerk, Genesis P-Orridge, der bedst huskes fra Throbbing Gristle og MF DOOM. Og derudover alle de der mere eller mindre kultagtige figurer, der gør det så givende og interessant at være musiknørd. For sørgeligt som det er, har vi lov til at glæde os over den musik,

Så gik 2020 og let’s face it: Sikke et lorteår. Men blandt de gode nyheder var dog, at Rockhistorier efter en ufrivillig pause vendte tilbage, nu som brugerfinansieret podcast.Og så lettede det noget af trykket, at denne Trump ikke blev genvalgt. Men ellers pandemi, fanden og hans pumpestok. Hvilket igen betød, at det ikke blev til mange koncerter, hvad der godt nok gav podcastens værter grimme abstinenser ind i mellem.Til gengæld har musikere fra hele verden spyttet musik ud i så store mængder, at selvom man helt droppede at sove, fik man ikke hørt det hele. Men traditionen tro har Henrik og Klaus samlet en buket af det bedste af det, de dog fik hørt, når de ikke lige passede deres respektive job eller forberedte det seneste afsnit af Rockhistorier.Men selvom USA og England er stærkt repræsenteret var det også et godt år for dansk musik, hvorfra vi har ikke færre end fem navne med. Også Portugal/Spanien, Frankrig, Mali, Finland og Elfenbenskysten er repræsenteret, så der er da farver på. Godt nytår til både

Denne uges gæst i ’Rockhistorier’ blev engang spurgt om, hvad der inspirerede hende. ’Transportsystemer’ lød det klare svar. Samme originale og overrumplende tilgang til musikken præger hendes valg og motivationer i denne udgave af ’Rockhistorier’. Det var en udsøgt fornøjelse. Henriette Sennevaldt (f. 1977) dannede i midten af 1990’erne bandet Under Byen sammen med veninden Katrine Stochholm. De skabte hurtigt deres helt eget musikalske univers og pladedebuterede med ep’en ’Puma’ i 1997. I 1999 landede debutalbummet ’Kyst’, der fik en nærmest ekstatisk modtagelse i den danske presse og nogen mente ligefrem, at man ville tale om ”dansk musik før og efter Under Byen”. I Politikens Dansk Rock Leksikon blev albummet optaget på en liste over de 50 vigtigste danske plader nogensinde. Gruppen udsendte yderligere tre studiealbum, hvoraf det sidste, ”Alt Er Tabt”, så dagens lys i 2010. Skiftende konstellationer satte deres markante aftryk på lyden i Under Byen, som dog altid var nemt genkendelig på grund af Henriette

Rockhistorier hylder en række af de kvindelige aktører, som i perioden 1975-1982 ændrede både rocken og poppen med lige dele frækhed, livsappetit og dødsforagt. Her blev der sat ord på såvel feministiske som lesbiske erfaringer, rejst kritik af kønsroller, småborgerlighed, parforhold og forbrugersamfund og berettet om fremmedgjorthed og civilisationslede, men selvfølgelig også sunget om sex, drugs and rock’n’roll, som det sig hør og bør. For da først punken og siden postpunken satte attitude og vilje over teknisk kunnen og skønsang, og new wave-musikken gav poppen kant og nerve, kom kvinderne for alvor ind i kampen, og skabte i processen nogle af periodens mest personlige, originale og uforglemmelige indspilninger.I hælene på Patti Smiths uafhængighedserklæring fra debutalbummet Horses i 1975 – ”Jesus died for somebody’s sins, but not mine” – sparkede en række solister og grupper døren op til den indtil da mandsdominerede rock, og anviste efterfølgende nye veje og muligheder, som solister, i rene pigegrup

Rockhistorier hylder denne gang ikke bare et, men to af de bedste danske bands nogensinde nemlig Sods og Sort Sol. Første gang værterne stødte på orkestret var på tærsklen til et kuldslået årti i det forrige årtusinde, hvor de spillede et kort kantet sæt, der gjorde mindst lige så stort et indtryk som aftenens hovednavn, Iggy Pop. Siden har vi fulgt dem i tykt og tyndt – og tro os, det har ikke altid været nemt og satte ofte ens tålmodighed på en hård prøve. I de tidlige år kunne man snildt vente både to, tre eller fire timer efter det annoncerede koncerttidspunkt, før de indfandt sig på scenen. Men de var (næsten) altid ventetiden værd. De har som ingen andre herhjemme været bevidste om, at rock også er et spørgsmål om stil og attitude. Undervejs i den lange karriere har de leveret hovedværker inden for både punken, postpunken, garagerocken og sammenbrudspoppen samt vist, hvordan man bliver en del af mainstreamkulturen uden at miste bid, vid, vildskab og uforudsigelighed.De har aldrig spillet det sikre kort,

Den 12. november i år blev den store canadier Neil Percival Young 75 og det skal fejres! Denne uforbederlige rock’n’roller og superskarpe sanger/sangskriver er en af musikscenens mest afholdte stjerner, og hvad det angår holder Rockhistorier sig ikke tilbage. Så flaget hejses, mens der diverteres med en række næsten sandfærdige skrøner og noget allerhelvedes god musik.Da værket er enormt, rettes fokus på årene 1966 til 1979, det vil sige fra Young først blev kendt som medlem af gruppen Buffalo Springfield til han bød 1970erne farvel med en af karrierens stærkeste lp’er, Rust Never Sleeps. Nok Neil Youngs guldalder, for her indspilledes en stribe af de sange, der udgør rygraden i hans koncertrepertoire. Som solist eller sammen med Crazy Horse og for en kort bemærkning sågar som medlem af supergruppen Crosby, Stills, Nash & Young.Begge værter har været fans af Young en små fem årtier, og set utallige koncerter med ham siden den første og fuldstændig uforglemmelige i Falkoner Salen det herrens år 1976. Det v

Siden 2017 har sangeren, sangskriveren og multiinstrumentalisten Uffe Lorenzen udsendt tre mundrette og originale dansksprogede sololp’er. Den seneste er fra 2020, hedder Magisk Realisme, og har kastet hittet ”Caminoen” af sig. Derfor inviterede Rockhistorier Lorenzen ind at sidde i den varme stol.Lorenzen præsenterede værterne for en spilleliste, bestående af lige dele punk og psych, med et par overraskende jokere sidst på listen. Han er både musikgal og vidende, så det blev nogle rigtig fine og oplysende timer, hvor det lykkedes Lorenzen at præsentere værterne for et par navne, de aldrig havde hørt om før. Dertil endvidere flere kunstnere, de ikke havde tænkt på i mange år samt selvfølgelig en håndfuld gamle kendinge.Den gode Uffe Lorentzen har holdt freakflaget højt i snart 30 år. Først som trommeslager i On Trial, siden som kapelmester, sanger, guitarist og sangskriver i Baby Woodrose og Dragontears. Søreme om han ikke også fik hul igennem til et større publikum som del af ensemblet Spids Nøgenhat, hvis s

Rockhistorier hylder en af den psykedeliske musiks største stjerner og periodens nok væsentligste kvindelige ikon i anledning af, at det i år er 50 år siden Janis Joplin tragisk og trist bød verden ret farvel, bare 27 år gammel. Janis Joplin blev nemlig lige så berømt for det hun repræsenterede, som det hun skabte. Hun er således både et symbol på hippiebevægelsens frigørelsesprojekt, og et ikon for kvindesagens kamp mod patriarkatet. For Joplin brød afgørende med måden kvinder agerede på, privat som offentligt. Ingen hvid sangerinde havde tidligere trykket den så frigjort af på en scene, for hvor kvinder dengang stod ret op og ned og sang rent, klart og med tydelig diktion, kastede Joplin sig med krop, sjæl og dødsforagt over sine sange, og gav alt, hvad hun havde i sig – hver gang. Uden filter. At hun var en ekstremt udtryksfuld sangerinde med dybfølt kærlighed til blues, soul, folk og rock, er hævet over enhver tvivl, det er bare at lytte til musikken. Dog kom en stor del af hendes berømmelse til at hvile

Der gik chokbølger gennem musikverdenen ved nyheden om Jimi Hendrix’ død den 18. september 1970. Kun 27 år gammel og med blot fire lp’er bag sig betragtedes han som hippieepokens ypperligste og mest fremsynede guitarist. Derudover var han en fremragende sangskriver, fornem sanger og grænseafsøgende producer.James Marshall Hendrix fødtes november 1942 i den forblæste by Seattle. Efter en opvækst præget af fattigdom og turbulens, efterfulgt af en kort tid i hæren, ernærede Hendrix sig i årene 1962-1966 som backingmusiker for diverse sorte kunstnere på de små amerikanske klubber, hvor han lærte sit håndværk.Briten Chas Chandler opdagede ham i New York, tilbød sig som manager og bragte ham til London i september 1966, hvor Hendrix blev en øjeblikkelig sensation. Sammen med bassist Noel Redding og trommeslager Mitch Mitchell dannedes trioen The Jimi Hendrix Experience, som i løbet af 1967-1968 udsendte tre klassiske lp’er, og turnerede som gale. Med et internationalt gennembrud i ryggen kunne han vende hjem til US

'Rockhistorier' ønsker god sommerferie og takker af for denne gang med sange fra 18 strålende kunstnere, som der af den ene eller anden grund ikke blev fundet plads til i de til dato 117 podcasts, det er blevet til.

Det blev et par givende og fængslende timer i selskab med denne uhelbredelige romantiker og musikfreak.

I anledning af Bob Dylans spritnye comebackplade, kaster Klaus Lynggaard og Henrik Quietsch sig for fjerde gang over det store unikum, Bob Dylan.

'Rockhistorier' diverterer med et udvalg af værternes egne favoritter fra én af popmusikkens vigtigste og mest vidtrækkende nybrud. Husk – de var der selv!

Den 30-årige Jenny Rossander alias Lydmor var dagens ualmindeligt veloplagte gæst i ’Rockhistorier’, hvor man tydeligt kan høre, at der er tale om en kvinde, der med egne ord "har plads til begejstring".

Dette afsnit af 'Rockhistorier' præsenterer en række af de irske kunstnere og sange, programværterne holder af: Både dem, der forholder sig til traditionen, og dem, der bryder med den, for der skal være plads til det hele, ja, selv et enkelt skotsk orkester har sneget sig ind på sætlisten. Godt nok med en ærkeirsk sang, but there go.Van Morrison & The Chieftains: Star of the County Down (1988)The Undertones: You’ve Got My Number (1979)Maighread Ní Dhomhnaill: Amhrán Pheadar Breathnach (1991)Villagers: The Waves (2012)Stiff Little Fingers: Alternative Ulster (1979)The Pogues: The Sick Bed of Cuchulainn (1985)Fontaines D.C.: Liberty Belle (2019)Róisín Murphy: Overpowered (2007)The Divine Comedy: Sunrise (1998)My Bloody Valentine: Only Shallow (1991)The Chieftains feat. Sinéad O’Connor: The Foggy Dew (1995) Passengers: Elvis Ate America (1995)Mary Coughlan: The Whore of Babylon (2008)Them: Mystic Eyes (1965)Christy Moore: Back Home in Derry (1984)Gemma Hayes: Home (2008)Thin Lizzy: Róisín Dubh (Black Rose):

Nick Drake udsendte blot tre lp’er i sit korte liv, og de solgte max en 5-6000 eksemplarer hver. Han gav et enkelt (kort) interview, og spillede en 12-15 koncerter i løbet af hele karrieren.

Livet myldrer frem, lyset blænder og folk drager udendørs i stor stil, ofte med overvældende trang til ekstrem fysisk nærkontakt med et andet menneske, gerne i det nærmeste buskads. Selvom der naturligvis også er dem, for hvem foråret af den ene eller den anden grund er næsten uudholdeligt, for har man det skidt, sætter al den skønhed det i grelt relief. Og der er skrevet sange om alle aspekter af denne årstid, der ofte lover mere end den kan holde, hvis da ikke den bare er kold og kedelig. Men som sagt – sange om fænomenet, jo tak, det er overvældende, hvad der findes. Rockhistorier har sammensat en buket af de allerbedste af slagsen, som man passende kan lytte til, mens man gennem byen eller bøgeskoven eller ghettoen eller forstaden går.Trackliste:Prolog – Musica Ficta/Bo Holten: Den kedsom vinter gik sin gang (2000)Elis Regina & Antônio Carlos Jobim: Águas de Março (1974)The Go-Betweens: Spring Rain (1986)Michael Stipe, Natalie Merchant, Mark Bingham & The Roches: Little April Shower (1988)The Jes