Rockhistorier

I den store sammenhæng huskes 1991 primært som det år, hvor Den Kolde Krig mellem det daværende Sovjetunionen og Vesten fandt sin afslutning, da førstnævnte union simpelthen faldt fra hinanden. USA fremstod som vinder af en konflikt, der havde varet siden afslutningen på 2. verdenskrig, og manifesteret sig i et afsindigt våbenkapløb. Musikalsk set var det året, hvor rocken fik en renæssance grundet grungen fra Seattle og trioen Nirvanas gennembrud. Gruppens frontfigur og sangskriver, Kurt Cobain, repræsenterede med sine slacker-hymner den såkaldte Generation X, der gjorde det svært at høre, at USA netop havde vundet Den Kolde Krig, for de emmede af trøstesløshed, frustration og fremmedgjorthed. Hvad der ramte en nerve og tog bands som blandt andre Pearl Jam og Soundgarden med i spotlyset.Fra Bristol i England kom triphoppen med Massive Attack som dens første succesfulde ambassadører, mens Primal Scream fornemt fusionerede rock og electronica, hvad også U2 med held forsøgte. Jazzen sneg sig ind i hiphoppen via

Brødrene William og Jim Reid henslæbte deres ungdom som udskud på støtten i Glasgow-forstaden East Kilbride ved hjælp af en diæt bestående af lige dele The Stooges, The Velvet Underground, Phil Spector, amfetamin og LSD – tilsat uendelige timer foran tv-apparatet. For faderens fratrædelsescheck køber de sig et primitivt hjemmestudie, og så bliver der for alvor sat strøm til den karakteristiske blanding af flænsende støj og bedårende melodier, der skal blive deres særkende under navnet The Jesus and Mary Chain.Debutsinglen ”Upside Down” fra 1984 samt en række kaotiske koncerter og opsigtsvækkende interviews vækker jubel i den engelske musikpresse, der hurtigt kårer dem som ”the best band in the world”. De leverede varen på deres to første excellente album, som de siden har formået at variere på fornemmeste vis. ’Rockhistorier’ tager turen sammen med et dysfunktionelt brødrepar, der får Noel og Liam Gallagher til at fremstå som de rene spejderdrenge.”Upside Down” (1984)“Never Understand” (1985)”You Trip Me Up”

Søren Ulrik Thomsen regnes for en af sin generations allerfineste digtere og essayister. Hans seneste bog, essayet Store Kongensgade 23 (2021), omhandler hans families flytning fra Stevns til København i 1972 og ikke mindst hans mors sindslidelse i samme periode, og den myldrer med referencer til diverse mere eller mindre obskure rocknumre. Så hvorfor ikke invitere koryfæet til at spille nogle af sine favoritter? Som sagt som gjort og det blev lidt af en fest, faktisk, for han evner at reflektere over sine valg på højt niveau.Søren Ulrik Thomsen debuterede i 1981 med digtsamlingen City Slang, efterfulgt året efter af Ukendt under samme måne, begge intens storby- og firserpoesi, der fik en positiv modtagelse af kritikken. Hans navn blev kendt udenfor litteraturens verden, da Lars H.U.G. i 1984 udsendte albummet City Slang, hvor han satte musik til en række af Søren Ulrik Thomsens digte.Siden er fulgt fem digtsamlinger, en stak essays plus det løse, hvad der har givet Søren Ulrik Thomsen en stor og trofast læse

Efter fire årtiers tavshed er det svenske stjerneband ABBA tilbage med endnu et album – Voyage. Rockhistorier tager dig derfor igennem ABBAs historie, i en rute brolagt af de popklassikere, som skabte bandet.

Peter H.Olesen er en mand med mange kasketter. Han har et omfangsrigt skønlitterært forfatterskab bag sig og han er med til at drive forlaget og pladeselskabet Melodika. Derudover har han både været galleriejer og tidsskriftsredaktør, så der har været nok at se til.Men Olesen er mest kendt som sanger og sangskriver i en karriere, der strækker sig helt tilbage til 1982 i hjembyen Vejle, hvor han var del af postpunkensemblet Sort-Hvide Landskaber. I 1990erne var han frontfigur i bandet Greene, der udsendte tre cd’er på det prestigiøse pladeselskab Cloudland. Fra 1997 til 2007 havde han sammen med broren Henrik duoen Olesen-Olesen, som indspillede syv album og turnerede flittigt. I 2011 lancerede han sammen med multiinstrumentalisten og komponisten Michael Lund duoen De Efterladte. Henad vejen blev produceren og multiinstrumentalisten Boi Holm medlem af ensemblet og så var de tre. Fra starten i besiddelse af en egenartet lyd bevæger gruppen sig fjernt fra tidens toneklang i et univers som på den ene side er besl

Paul Simon og Art Garfunkel: Begge jødiske tredjegenerationsindvandrere og begge født i 1941 voksede de op tre gader fra hinanden i Kew Gardens Hills, beliggende i New York-bydelen Queens. Blev venner i sjette klasse og opdagede og udforskede den tidlige rock’n’roll sammen. Især doo-wop og The Everly Brothers optog dem, og de dannede duoen Tom & Jerry, der udsendte ”Hey Schoolgirl”, et mindre hit i 1957. De efterfølgende par singler floppede, og efter High School skiltes deres veje, da de kom ind på to forskellige universiteter. Men de mødtes igen i 1963, og en fælles fascination af tidens folkemusikbølge førte til gendannelse af duoen, hvad der gav dem en pladekontrakt med Columbia Records. Gennembruddet kom i 1965 med ”The Sound of Silence”, hvor produceren Tom Wilson uden deres vidende havde lagt elektrisk backing på et akustisk spor fra debutlp’en. De følgende fem år var Simon & Garfunkel et af klodens populæreste navne, og de scorede hit på hit, solgte lp’er i læssevis og spillede utallige totalt

1971 var et af rockens helt store år, ja nogle mener ligefrem det største. Der udsendtes så mange klassiske lp’er, at det er sindssygt. Rockhistoriers værter havde givet sig selv den kropumulige opgave, at finde de bedste ’deep cuts’ – det vil sige albumspor, der ikke udsendtes på single – fra det sagnomspundne år. Hvad de kom til at fortryde bitterligt. For de utallige fravalg var som at skære i eget kød. Altså, når der ikke kunne findes plads til The Who ‘Who’s Next’, Sly & The Family Stones ’There’s a Riot Goin’ On, Carole Kings ‘Tapestry’, The Rolling Stones’ ‘Sticky Fingers’, Nick Drakes ‘Bryter Layter’, The Doors’ ‘LA Woman’ og Colin Blunstones ‘One Year’ for nu blot at nævne nogle stykker. Hvad i den hede hule kom så gennem nåleøjet? Vel, her er hvad vi grædende og svedende landede på:Culpeper’s Orchard: “Mountain Music Pt. 1” (Culpeper’s Orchard)Karen Dalton: “Something’s on Your Mind” (In My Own Time)Led Zeppelin feat. Sandy Denny: “Battle of Evermore” (Led Zeppelin IV)Dory Previn: “The Lady with

Anya Mathilde Paulsen er en kvinde med mange titler - cand.mag. i medievidenskab og kønsstudier, tidligere musikjournalist i DR, forfatter til bogen Feminint forstærket (2007) med kvindelige danske musikeres egne fortællinger og medstifter af det prisbelønnede musikkollektiv HUN SOLO. Hun er nu aktuel med den dagsordensættende "Vilde kvinder, Mørke toner" – om køn og musik. En kalejdoskopisk undersøgelse af betydningen af køn i musik, der gjorde, at Rockhistorier satte hende i stævne til en snak om bogen, som begge showets værter er begejstrede for.Men Poulsen er også musikfreak om en hals, og hun havde med afsæt i nogle af bogens heltinder lavet en forrygende spilleliste, som gav anledning til mange gode refleksioner og generel begejstring. Det blev et par gode timer i selskab med et vidende og entusiastisk menneske. Lorde - TeamThe Jesus and Mary Chain - Some Candy TalkingThe Gun Club - Give Up The SunMiss B. Haven - CocoJoni Mitchell - Don Juan's Reckless DaughterPJ Harvey - Man-sizePatti Smith - Kimberly

Charlie Watts, som døde i august 2021, 80 år gammel, passede trommerne i The Rolling Stones i 58 år. Han regnes generelt for en af rockepokens mest ikoniske musikere, og hans forbilledligt enkle stil, generelt støvsuget for overflødigheder og blær, blev meget efterlignet, men sjældent overgået. Trods udgangspunkt i jazzen, der forblev hans musikalske kærlighed, besad han en intuitiv fornemmelse for blues og rock og han kom til at præge begge genrer.Privat var han en beskeden mand med en knastør humoristisk sans og stor forkærlighed for skræddersyede jakkesæt.Rockhistorier har samlet nogle af hans største øjeblikke med The Rolling Stones – både nogle af de mere kanoniserede og enkelte private favoritter, suppleret med et par koncertoptagelser. 1. ”Little Red Rooster” (1964) 2. "(I Can't Get No) Satisfaction" (1965)3. "Get Off of My Cloud" (1965)4. “19th Nervous Breakdown" (1966)5. "Paint It, Black" (1966)6. “She’s a Rainbow” (1967)7. “Stray Cat Blues” (1968)8. "Sympathy for the Devil" (1968)9. "Honky Tonk Wome

Amerikanske Chrissie Hynde var 27, da hun i starten af 1979 fik sit første (mindre) hit med en coverversion af Kinks-nummeret ”Stop Your Sobbing” med bandet Pretenders. Da havde Hynde så godt som opgivet drømmen om for alvor nogensinde at komme med i et band – og det var tilmed stort set den eneste drøm hun nogensinde havde haft, for rock’n’roll var det eneste, der virkelig optog hende, musikken var – og er – hendes livs store lidenskab.Født 1951 i Akron, Ohio i et småborgerligt miljø havde hun en lykkelig og begivenhedsløs barndom i en by, hun har skrevet flere sange om. Dog mest negativt, fordi den by hun elskede smadredes af byfornyelse. Og da puberteten ramte hende, vendte hun familien og skolen ryggen til fordel for rock, stoffer, sin guitar, vegetarisme og asocial adfærd. Hynde emigrerede til England i 1973, hvor hun blev en del af det vordende punkmiljø. Et demobånd skaffede hende i 1978 pladekontrakt med Real Records, og hun samlede den første – og efter manges mening – definitive udgave af Pretend

En af årets store positive læseoplevelser, hvis man på den mindste måde interesserer sig for musik i alle dens fremtrædelsesformer, er Stephan Grabowskis polemiske erindringsværk, Engle i mit cockpit. Undertitlen En rock’n’roll rejse mod en anden virkelighed signalerer, at ikke er en klassisk kronologisk fremadskridende selvbiografi, læseren sidder med. Tværtimod består bogen af en række punktnedslag, hvor Grabowski udfordrer vanetænkning ved at besøge steder, der færreste danske musikere kunne drømme om at aflægge et besøg: Indien, Pakistan, Kenya og Etiopien. For der at opsøge lokale aktører og spillemænd af alle slags, og på forskellige niveauer samarbejde med dem for at skabe noget nyt og overraskende for begge parter.Det var derfor en fornøjelse at have Stephan Grabowski i studiet til en snak om noget af den musik og de musikere, der optræder i bogen. Han fik sit break i 1987, da han blev trommeslager i Lars H.U.G.’s band samt medvirkede på dennes gennembrudsplade, Kysser Himlen Farvel. Han spillede med

I betragtning af, hvor stor en plads The Velvet Underground fylder i værternes hjerter, bevidsthed og generelle æstetik – ja, de har sågar sammen redigeret en antologi om bandet i 2003 – er det egentlig utroligt, at vi skulle helt frem til Rockhistorier nummer 154 før de fandt vejr gennem nåleøjet. Nå, men bedre sent end aldrig, som man plejer at sige, når man har overskredet endnu en deadline.The Velvet Underground udsendte i årene 1967 til 1970 i diverse konstellationer og under stort set konstante interne stridigheder fire album, der ikke gjorde større væsen af sig i samtiden, da deres konfronterende tone og nihilistiske attitude var helt ude af trit med hippiebevægelsens idealer. Gruppen blev først for alvor kanoniseret ved punkens fremkomst midt i 1970’erne, og har siden vist sig at være et af rockens mest stilskabende orkestre nogensinde. Måske kun overgået af The Beatles. Store ord, javel, men værket kan i den grad bære det. Og lidt til. Velkommen til virkeligheden.”Prominet Men” (1965”All Tomorrow’s P

I denne episode tager Rockhistorier med forfatter og sangerinde Lone Hørslev, gennem musikken som skabte hende. Det udmønter sig til en dialog om poesi og digte i musikken, samt hvad Tove Ditlevsens digte betød for Lones kærlighed til Anne Linnet.

Den tredje juli 1971 blev Jim Morrison fundet død i et badekar i en lejlighed i Paris af sin veninde Pamela Courson. Han var 27 år gammel, og verdensberømt som udfordrende og grænseafsøgende forsanger i Los Angeles-kvartetten The Doors. Han var desværre også hamrende selvdestruktiv, og selvom der aldrig blev foretaget en obduktion, var det hans liv i overhalingsbanen, der kostede ham livet. Han ligger begravet på kirkegården Père Lachaise i det tyvende arrondissement, og enhver Doors-fan med respekt for sig selv er valfartet dertil for at udvise sangeren respekt.I anledning af, at det 50 år siden, denne James Douglas Morrison satte sine ’stinky boots’, hylder Rockhistorier en af rockepokens vaskeægte digtere og ikke mindst gruppen The Doors, et fantastisk lydhørt og musikalsk avanceret ensemble, som i den grad formåede at følge deres forsangers vilde improvisationer. Begge værter har været fans så langt tilbage, de kan huske, og regner manden og bandet som noget af det ypperligste, rocken har at tilbyde.The D

Rockhistorier har som bekendt en bred definition af hvad rock er – fra Marlene Dietrich til Billie Eilish, sådan cirka – men ind i mellem går værterne total old school og vender blikket mod en pubertet, hvor den stod på tråd, tråd, lidt Hammondorgel og atter tråd. For engang i mellem skal der bare luftes ud foroven, de gode gamle hjernevindinger skal sandblæses og så findes tungrockskiverne frem og får en tur på pladetallerkenen. Ja, gu var 1970erne rockistiske ad h. til – sådan var reglerne – og der var heller ikke mange kvinder, der gjorde sig gældende i den tunge genre, der dengang kendtes som betonrock, men ikke desto mindre kom der meget god musik ud af det. Så spænd sikkerhedsbæltet, tryk speederen i en bund og tag en tur i dødsdomen med Henrik og Klaus i deres allermest nostalgiske hjørne. For your pleasure!Cream: Crossroads – Live (1968)Steppenwolf: Sookie Sookie (1968)Led Zeppelin: Heartbreaker (1969)The Who: Summertime Blues – Live (1970)Mountain: Mississippi Queen (1970)The Guess Who: American Woma

Rockhistorier rundede podcast nummer 150, og det blev fejret med maner i Byhaven foran Pumpehuset i København på en steghed lørdag, hvor ethvert fornuftigt menneske for længst var taget på stranden. Men en tapper flok trodsede de tropiske temperaturer, og mødte op for at fejre de foreløbig 300 timer Rockhistorier, som Klaus og Henrik til dato har produceret. Det blev nogle både spændende og sjove timer, for det giver det lidt ekstra kant at optage programmet med publikum på. Og så var spillelisten både afvekslende og inspirerende, og værterne foldede sig i dagens anledning helt ud. I det omfang varmen tillod, i hvert fald. Som da programmet rundede afsnit 50 og siden nummer 100 havde de to herrer givet sig selv et dogme, som der ikke kunne fraviges – nemlig kun at divertere med kunstnere, der ikke tidligere har været spillet i Rockhistorier (herfra dog undtaget dem, som diverse gæster ned gennem årene har præsenteret). Man skulle efterhånden tro, det ville være svært at finde flere navne, men sandheden er, a

Så gik nostalgien lige amok, da vi kastede os over vores favoritsingler fra 1981, en tid, hvor vi boede i samme trappeopgang i Nansensgade og brugte (næsten) alle vores sparsomme penge – hentet på bistanden, selvfølgelig – på plader. Når vi da ikke overspillede hinandens eller andres indkøb på kassettebånd. Og hvor megen god tid gik med at lave det ene mixtape efter det andet, især hvis man lige havde været på staden og købt lidt ind til weekenden, som det udtryktes.Det er naturligvis ikke de største kommercielle hits fra 1981, vi spiller (mange af dem var skrækkelige!), men de sange, vi af den ene eller anden grund hørte mest det år og i tiden efter – og hvoraf nogle af dem selvfølgelig også hittede i den der mærkelige verden udenfor vores ungkarlehybler. Den ene af os var dansesmølf, den anden not so much, men man må lytte til podcasten for at finde ud af, hvem der var hvad. For det var en playliste, der satte gang i minderne hos værterne, og det endte som en opvisning i hvordan musik kan trigge én i tid, s

Harry Nilsson – kendt som Nilsson – var sin egen værste fjende. Begavet med en vidunderligt fleksibel sangstemme, som ubesværet spændte 3½ oktav, ødelagde han den midt i sin karriere grundet overdrevent indtag af cognac, kokain og cigaretter samt det løse. Han var ennemsyret af en overlegen musikalitet, som udmøntede sig i noget af periodens mest avancerede pop, dristigt arrangeret og fornemt produceret. Og så var Nilsson ikke mindst en guddommelig sangskriver, der tilsyneladende ubesværet rystede den ene uforglemmelige melodi efter den anden ud af ærmet. Nilssons tre første lp’er er underskønne og uopslidelige eksempler på genren barokpop, når den er allermest sofistikeret. Debuten Pandemonium Shadow Show gjorde i 1967 medlemmerne af The Beatles til kæmpe fans, hvad de gerne og ofte fortalte i interviews. Han skulle komme til at arbejde sammen med dem alle fire, ja, John Lennon producerede et af hans album. Det er derfor skæbnens ironi, at hans to nok kendteste performances er coverversioner af andres sange

En vaskeægte rockstjerne kom på besøg i det lille studie for at spille noget af den musik, der har formet ham. Det var den 29-årige Elias Bender Rønnenfelt, sanger i det internationalt anerkendte rockorkester Iceage, som svingede forbi Rockhistorier med en mildt sagt eklektisk playliste, som han gav en dybt personlig vinkel på. Stilistisk spændte udvalget fra Janet Jackson til Sun Ra, og den røde tråd var sange, knyttede sig til bestemte oplevelser eller personer, hvad der var lidt af et trip at følge. Elias Bender Rønnenfelt er kendt som sanger i rockbandet Iceage, der er pladeaktuelle med lp’en Seek Shelter, som blev modtaget med jubel af fans og presse. Det er femte udspil fra kvintetten, som udover Rønnenfelt består af Johan Suurballe Wieth, Dan Kjær Nielsen, Jakob Tvilling Pless og Casper Morilla. Dannet i 2008 debuterede Iceage i 2011 med det brutale New Brigade, som bandet høstede megen anerkendelse for. På de efterfølgende lp’er blev udtrykket mindre antagonistisk og mere sofistikeret uden at miste si

Det er nogle kunstneres skæbne at blive husket for en enkelt, men så altså også strålende lp. Nogle gange fordi det var den eneste, det blev til eller fordi den i kvalitet hæver sig så højt over resten af værket, at den fuldstændig overskygger det. Dem findes der faktisk en del af, og Rockhistorier præsenterer personlige favoritter indenfor genren, der jo er vidunderligt rummelig.Hvor det i udtrykket ‘One Hit Wonder’ ligger, at pågældende sang rent faktisk var et hit, mødtes mange One Album Wonders i sin tid med larmende tavshed, og blev først kanoniserede længe efter udgivelsen. Et godt eksempel er lp’en Odessey and Oracle med den britiske gruppe The Zombies, der udsendtes i 1968 og opnåede et hit året efter med den udødelige ”Time of the Season”. På daværende tidspunkt var The Zombies fortid og gik i glemmebogen, mens to af gruppens hovedkræfter – sangeren Colin Blunstone og keyboardspilleren Rod Argent – hver især forfulgte nye karrierer. Men i løbet af 1990erne begyndte gruppens ry stille og roligt at sti