Rockhistorier

Rockhistorier rundede podcast nummer 150, og det blev fejret med maner i Byhaven foran Pumpehuset i København på en steghed lørdag, hvor ethvert fornuftigt menneske for længst var taget på stranden. Men en tapper flok trodsede de tropiske temperaturer, og mødte op for at fejre de foreløbig 300 timer Rockhistorier, som Klaus og Henrik til dato har produceret. Det blev nogle både spændende og sjove timer, for det giver det lidt ekstra kant at optage programmet med publikum på. Og så var spillelisten både afvekslende og inspirerende, og værterne foldede sig i dagens anledning helt ud. I det omfang varmen tillod, i hvert fald. Som da programmet rundede afsnit 50 og siden nummer 100 havde de to herrer givet sig selv et dogme, som der ikke kunne fraviges – nemlig kun at divertere med kunstnere, der ikke tidligere har været spillet i Rockhistorier (herfra dog undtaget dem, som diverse gæster ned gennem årene har præsenteret). Man skulle efterhånden tro, det ville være svært at finde flere navne, men sandheden er, a

Så gik nostalgien lige amok, da vi kastede os over vores favoritsingler fra 1981, en tid, hvor vi boede i samme trappeopgang i Nansensgade og brugte (næsten) alle vores sparsomme penge – hentet på bistanden, selvfølgelig – på plader. Når vi da ikke overspillede hinandens eller andres indkøb på kassettebånd. Og hvor megen god tid gik med at lave det ene mixtape efter det andet, især hvis man lige havde været på staden og købt lidt ind til weekenden, som det udtryktes.Det er naturligvis ikke de største kommercielle hits fra 1981, vi spiller (mange af dem var skrækkelige!), men de sange, vi af den ene eller anden grund hørte mest det år og i tiden efter – og hvoraf nogle af dem selvfølgelig også hittede i den der mærkelige verden udenfor vores ungkarlehybler. Den ene af os var dansesmølf, den anden not so much, men man må lytte til podcasten for at finde ud af, hvem der var hvad. For det var en playliste, der satte gang i minderne hos værterne, og det endte som en opvisning i hvordan musik kan trigge én i tid, s

Harry Nilsson – kendt som Nilsson – var sin egen værste fjende. Begavet med en vidunderligt fleksibel sangstemme, som ubesværet spændte 3½ oktav, ødelagde han den midt i sin karriere grundet overdrevent indtag af cognac, kokain og cigaretter samt det løse. Han var ennemsyret af en overlegen musikalitet, som udmøntede sig i noget af periodens mest avancerede pop, dristigt arrangeret og fornemt produceret. Og så var Nilsson ikke mindst en guddommelig sangskriver, der tilsyneladende ubesværet rystede den ene uforglemmelige melodi efter den anden ud af ærmet. Nilssons tre første lp’er er underskønne og uopslidelige eksempler på genren barokpop, når den er allermest sofistikeret. Debuten Pandemonium Shadow Show gjorde i 1967 medlemmerne af The Beatles til kæmpe fans, hvad de gerne og ofte fortalte i interviews. Han skulle komme til at arbejde sammen med dem alle fire, ja, John Lennon producerede et af hans album. Det er derfor skæbnens ironi, at hans to nok kendteste performances er coverversioner af andres sange

En vaskeægte rockstjerne kom på besøg i det lille studie for at spille noget af den musik, der har formet ham. Det var den 29-årige Elias Bender Rønnenfelt, sanger i det internationalt anerkendte rockorkester Iceage, som svingede forbi Rockhistorier med en mildt sagt eklektisk playliste, som han gav en dybt personlig vinkel på. Stilistisk spændte udvalget fra Janet Jackson til Sun Ra, og den røde tråd var sange, knyttede sig til bestemte oplevelser eller personer, hvad der var lidt af et trip at følge. Elias Bender Rønnenfelt er kendt som sanger i rockbandet Iceage, der er pladeaktuelle med lp’en Seek Shelter, som blev modtaget med jubel af fans og presse. Det er femte udspil fra kvintetten, som udover Rønnenfelt består af Johan Suurballe Wieth, Dan Kjær Nielsen, Jakob Tvilling Pless og Casper Morilla. Dannet i 2008 debuterede Iceage i 2011 med det brutale New Brigade, som bandet høstede megen anerkendelse for. På de efterfølgende lp’er blev udtrykket mindre antagonistisk og mere sofistikeret uden at miste si

Det er nogle kunstneres skæbne at blive husket for en enkelt, men så altså også strålende lp. Nogle gange fordi det var den eneste, det blev til eller fordi den i kvalitet hæver sig så højt over resten af værket, at den fuldstændig overskygger det. Dem findes der faktisk en del af, og Rockhistorier præsenterer personlige favoritter indenfor genren, der jo er vidunderligt rummelig.Hvor det i udtrykket ‘One Hit Wonder’ ligger, at pågældende sang rent faktisk var et hit, mødtes mange One Album Wonders i sin tid med larmende tavshed, og blev først kanoniserede længe efter udgivelsen. Et godt eksempel er lp’en Odessey and Oracle med den britiske gruppe The Zombies, der udsendtes i 1968 og opnåede et hit året efter med den udødelige ”Time of the Season”. På daværende tidspunkt var The Zombies fortid og gik i glemmebogen, mens to af gruppens hovedkræfter – sangeren Colin Blunstone og keyboardspilleren Rod Argent – hver især forfulgte nye karrierer. Men i løbet af 1990erne begyndte gruppens ry stille og roligt at sti

Det var en fornøjelse at have Kira Skov på besøg med en spilleliste, der til forveksling lignede en selvbiografi. Der blev talt meget om musikkens evne til at trigge vor gæst i tid, og med ganske få toner føre hende tilbage til alt fra barndommens Rødovre og den første stormende forelskelse til længere udlandsophold i både Los Angeles og London. Kira er en levende og engageret fortæller og vild med musik, så tiden bare fløj afsted i det lille studie, mens musikken spillede og snakken gik. Kira Skov er lp-aktuel det stemningsmættede og vellykkede Spirit Tree, der består af 14 stilfulde duetter med såvel udenlandske som lokale koryfæer: Mark Lanegan, Marie Fisker, Bonnie ”Prince” Billy, Jenny Wilson, Steen Jørgensen, Bill Callahan, Mette Lindberg med flere. Måske det kan medvirke til det internationale gennembrud, Kira er blevet spået flere gange, for der er ikke en kikser i syne og hendes band spiller så fint og lydhørt, at det bare er at overgive sig fuldstændig og svømme hen.Kira har sat sit præg på den dan

I anledning af at filmen Once Were Brothers – Robbie Robertson & The Band endelig har premiere, kigger Rockhistorier dette skelsættende orkester efter i sømmene. The Band ændrede i årene 1968-1976 musikkens retning ved at skrue ned for både lyd og effekter og i stedet prioritere sangskrivning, samspil og stemning. I processen lagde de grunden for genren Americana. Der findes ikke en definitiv definition af Americana, men der hersker enighed om, at genren er en syntese af amerikanske urgenrer som folk, country, bluegrass, blues, rock’n’roll, soul, hymner og gospel. Det kan derfor virke paradoksalt, at den kvintet, som skabte grundlaget for Americana, bestod af fire canadiere og blot en enkelt vaskeægte sydstatsamerikaner, men sådan er det altså. The Band var under forskellige navne aktiv med sin oprindelige besætning i seksten år, før de i 1976 gik hver til sit – for ved senere lejligheder at finde sammen igen i forskellige konfigurationer. De oprindelige fem medlemmer samledes dog aldrig mere, dertil var

Hør Lana Del Rey synge Sublime, og Iggy Pop i lag med Donovans nummer 1 hit fra 1966. Oplev Whitney Houstons pladedebut som 19-årig med en sang af Soft Machines Hugh Hopper. Nyd Toots & the Maytals flotte Radiohead-cover. Hør en flok cowboys give Kraftwerk én på kasketten, og synthduoen Tears for Fears ømme Robert Wyatt-fortolkning. Og meget, meget mere, tyve skæve, skøre og skønne fortolkninger i alt!Rockhistorier elsker en god coverversion, hvad enten det er en evergreen, der får en overhaling, eller et overset nummer, der hives frem af glemslen, og får en tur mere rundt i manegen. Derfor kaster værterne sig for tredje gang over en række fortolkninger, som de af den ene eller anden grund føler, det er værd at gøre opmærksom på. De oprindelige kunstnere er angivet i parentes, hvis behovet for at høre originalerne, eller måske ligefrem lave en alternativ playliste med forlæggene skulle opstå. God fornøjelse.Playliste: 1. Maxayn: Gimme Shelter (1972. Orig.: The Rolling Stones, 1969) 2. Lana Del Rey: Doin’

Den mest indflydelsesrige person fra 1970ernes singer/songwriter-scene er Joni Mitchell. I kraft af bundløs musikalitet, uimodsigelig originalitet og ikke mindst afgrundsdyb foragt for konventioner, faste former og ”plejer”, har hun konsekvent hævet barren for sangskrivningskunsten. I denne episode ser Rockhistorier på hendes unge år – fra starten som Joan Baez-klon frem til det afgørende gennembrud i 1971 med Blue.Født Roberta Joan Anderson på den canadiske prærie i 1943 vokser hun op som enebarn med et par småborgerlige forældre. I 1952 bliver hun offer for den store polioepidemi, hvad der efterlader hende med svækket muskelkraft i venstre arm, hvilket er en del af forklaringen på hendes originale guitarteknik. Skolen siger hende ikke stort, fraset en engelsklærer, der lærer hende, at ”male med ord”. Som teenager lytter og danser hun til tidens rock’n’roll, samt tegner og maler. Det bliver vokaltrioen Lambert, Hendricks & Ross, der åbner hendes ører for jazzfolk som Miles Davis, Johnny Hodges og Charlie

Som faste lyttere vil vide, startede den ene af værterne sin musikalske tilværelse som Glam-kid (den anden var kronisk skæv flipper). Så vi skal i aftenens afsnit tilbage til drengeværelserne i Kokkedal. Emnet er nemlig selveste Marc Bolan – den absoluttet frontfigur i bandet T. Rex, der satte gang i fænomenet glamrock (eller glitterrock, som vi også kaldte det dengang), og i begyndelsen af 1970’erne udløste et massehysteri – kendt som T. Rextasy – som man skal tilbage til The Beatles for at finde magen til. Der var ikke mange tørre teenagetrusser tilbage.T.Rex fik aldrig rigtig hul igennem i USA, men i England og det meste af resten af Europa var de en afgørende faktor, når det gjaldt om at vaske tavlen ren efter 1960’erne. Glamrock var bevidst apolitisk og sked hul i begreber som ægthed og autenticitet. Det handlede primært om fest, ballade – og sex. Altså rockmusikkens egentlige udgangspunkt.Marc Bolan startede ellers karrieren som Tolkien-dyrkende ærkehippie i duoen Tyrannosaurus Rex, der primært benytted

I denne ombæring af Rockhistorier havde vi sanger og sangskriveren Christian Hjelm i gæstestolen. Det var både skægt, underholdende og illuminerende, for han valgte at bruge lejligheden til at fortælle om sin musikalske rejse fra han som 4-årig forelskede sig i temaet til ’Bamses Billedbog’ til hans musikalske odyssé kulminerede med Prodigys elektroniske punk i de sene 1990ere, hvor han selv gjorde sin entre på musikscenen. Men i stedet for at have ham som gæst i studiet, drog Rockhistorier til i det mørke Jylland, for at møde Hjelm på Engelsholm Højskole, hvor han også underviser. Så Rockhistorier blev i denne omgang optaget foran et levende, corona-testet, entusiastisk og ungt publikum, hvad der var spændende, for det gav forløbet en helt anden nerve og dynamik.Lige nu er Hjelm aktuel med kollektivet 'Nymalet', som består af syv koryfæer fra den danske musikscene – heriblandt Katinka og Johan Olsen – der netop har udsendt sin debutsingle. Han blev oprindelig kendt som sanger og guitarist i trioen Figurines,

Alle har prøvet det. At være barn, altså. For nogle den bedste tid i livet, for andre den værste – og for de fleste lidt af begge dele samt en hulens masse regnfulde dage, hvor tiden bare slæbte sig afsted. Hvordan det end vendes og drejes, er det de år, der former og påvirker os lige til, vi tjekker ud. Tilmed også en tid spækket med indtryk, oplevelser, venskaber, bøvl og ballade, grundangst, skolegang og førstegangserfaringer, så stof er der jo nok af.Litteraturen er da også fuld af bøger om barndommens land, og det skorter heller ikke på film om emnet. Derfor overraskede det os en smule, at det ikke ligefrem myldrer med sange om de formative år, men heldigvis var der nok gode af slagsen til at sammensætte en afvekslende og udfordrende spilleliste om emnet. Der blev plads til en stribe glade og positive sange om den vilde tid, men da det nu engang er Rockhistorier selvfølgelig også en pæn stak, som er triste og tragiske i anslaget. De to ældste er fra 1967, og de to nyeste er fra 2020, så et tidsmæssigt sp

’Rockhistorier’ starter denne gang i Australien. Nærmere bestemt på et dramakursus på universitetet i Brisbane, Queensland, hvor forstadsknægten Robert Forster i efteråret 1977 møder den jævnaldrende Grant McLennan, der var vokset op på en kvægfarm. Der er god kemi mellem de to ungersvende, og da Robert allerede er fanget af musikken, spiller guitar og har forsøgt sig i et par grupper, opfordrer han Grant til at lære at spille bas, så de kan danne et band sammen.Som sagt så gjort, og i april 1978 optræder de offentligt for første gang sammen med en ven på trommer. Måneden efter går de i studiet og indspiller en ode til den amerikanske skuespiller Lee Remick, der også bliver titlen på debutsinglen. B-siden er en hyldest til den lokale bibliotekar ”Karen”, hvilket ligesom gruppens navn, der stammer fra en engelsk roman af L.P. Hartley fra 1953, understreger, at vi har med et par belæste unge herrer at gøre. Det kan også høres i deres tekster.Som så mange andre håbefulde australske bands – blandt andet vennerne

Der er sjældent blevet grinet så meget i Rockhistorier, som da Dicte kom til gæstebud, for udover hendes musikalske talent og passion for den musik, hun elsker, er hun også virkelig sjov. Når der ikke blev grinet og talt i munden på hinanden, fortalte Dicte om sin medbragte playliste, der formede sig som hendes vej gennem musikken. Lige fra hendes mor spillede Marvin Gaye for hende, da hun lå i vuggen, til hun tredive år senere selv spillede Eminem for sin egen spæde datter. Dermed var cirklen sluttet, og to timer fløjet afsted.Dicte er aktuel med sit ottende soloalbum, Good as It Is, som i Rockhistoriers optik er et klokkeklart karrierehøjdepunkt. Også selvom det blev skabt under corona-nedlukningen ved at sende filer frem og tilbage mellem producer Jonas Struck, en lang række dygtige musikere og solisten selv. Hun kommer ud i mange hjørner, både som sangskriver og som vokalist, der er åbenlyst tale om det, der i firserne kaldtes indre nødvendighed, for her er noget på spil. Det er svært ikke at blive impone

Da verden myldrer med bizarre eksistenser, sære skæbner og utallige eksempler på at virkeligheden overgår fantasien, hvorfor så ikke omsætte noget af det righoldige stof til sangkunst? Det er der masser af gode eksempler på, og nogle af de bedste præsenterer Rockhistorier i denne ombæring.Historierne er lige så forskellige som de syngende, men generelt med et tragisk anslag, selvom der også er blevet fundet plads til et par med en ’happy end’. Som for eksempel Dixie Chicks’ hit fra 1999, ”Goodbye Earl”, hvor Mary Anne hjælper med at ombringe Wandas voldelige mand Earl, for efterfølgende at få ham til at forsvinde. Helt. Det kalder vi en lykkelig slutningMen ellers – fortællinger om lejesoldater, fan-stalking, teenagegraviditeter og hekseforfølgelser, om selvmord og fængselsoprør, om at stikke af med firmakassen, om onde nonner og hævnende genfærd, om at komme frem i verden via prostitution og meget andet snavs fra det kaos, vi kalder livet. Rockhistorier kan rigtig godt lide en god historie godt fortalt, så h

The Who fremstod i årene 1964-1974 som et af de mest eksplosive og konfliktsøgende rockbands, de britiske øer indtil da havde begavet verden med. Bestående af fire ’frenemies’ fra bydelen Ealing i det vestlige London, var det fra starten det mest aggressive og mindst glamourøse orkester, der forestilles kan. Gruppens koncerter kulminerede som regel i, at gruppens guitarist og sangskriver, Pete Townshend, smadrede sit instrument, mens galningen Keith Moon splittede sit trommesæt ad. Den udsøgte bassist John Entwhistle stod stille som en statue og betragtede, mens forsanger Roger Daltrey på en god dag gav en hånd med. Efter en tøvende start som The High Numbers lagde The Who sig helt i toppen af den bølge af bands, som fulgte i hælene på The Beatles med en stribe uforglemmelige singler, stort set alle rockklassikere i dag. Rundet af ‘Mod’-subkulturen (uden at være deciderede mods selv) med dens fascination af tøj, speed, scootere og slagsmål, var der ikke skyggen af en klassisk kærlighedssang blandt dem. Tow

Casper Clausen solodebuterede i år med det ekskvisitte Better Way, og Rockhistorier skyndte sig derfor at indforskrive den travle herre til et par snurrige og informative timer, hvor han spillede noget af den musik, der har inspireret ham, og ikke mindst noget af det han lytter til lige nu. Clausen havde både kendte og i dén grad mindre kendte navne med på sin inspirerende playliste, og det gav anledning til refleksioner over hvad det er, musik formår bedre end nogen anden kunstart.Clausen er kendt som forsanger og sangskriver i det internationalt anerkendte indierocktrio Efterklang, som siden debuten med det kritikerroste Tripper i 2004 har udsendt fem fornemt krævende album med elementer af postrock, dream pop, dark wave, electronica og alternative folk. Heraf er flere af dem blevet udsendt på prestigiøse pladeselskaber som The Leaf Label og 4AD. Efterklang består udover Clausen af Mads Brauer og Rasmus Stolberg, tre ungdomsvenner fra Sønderborg, der sammen har erobret verden. Til gruppens ambitiøse koncert

Dream Pop er en lidt flydende betegnelse, der ofte overlapper med både shoegazing og neo-psycedelica. Termen føres ofte tilbage til den altid velskrivende og vidende engelske musikjournalist Simon Reynolds. Rockhistoriers værter har valgt at lægge snittet fra skotske Cocteau Twins - der på mange måder kan høres som det kvintessentielle dream pop-orkester – til amerikanske Cigarettes After Sex, som er et af de seneste skud på stammen. Med en prolog fra den århusianske trio Moral (ja, de er fra dengang Aarhus blev stavet med Å), der på mange måder fremstår som et tidligt hjemligt bud på drømmepop.Stemningen er, som navnet indikerer, drømmende, sfærisk og æterisk med fokus på musikalsk tekstur og stoflighed fremfor melodi og fremdrift. En dyne af lyd, hvor det ofte er svært at skelne de enkelte instrumenter fra hinanden. Vokalen er ofte mikset ned i lydbilledet, og de steder, hvor det er muligt at dechifrere teksten, er den som regel mere billedskabende end egentlig betydningsdannende.Klichéen om at musik skal h

Dolly Parton fyldte 75 i januar i år, og Rockhistorier fejrer ikonet med en række tragiske og sørgelige sange fra hendes kompositoriske storhedstid, årene 1966-1977. Grunden til at Dolly Parton er så universelt elsket, hænger naturligvis sammen med hendes vidunderligt boblende personlighed, massive charme og selvironi, rappe replikker, utrættelige filantropi, misundelsesværdige forretningssans, fantastiske fremtoning, åbenlyse charme, herlige humoristiske sans og overbevisende medmenneskelighed. Men Rockhistoriers kærlighed til damen skyldes sangene, selvom de svinger i kvalitet. At hun har skrevet over 3000 sange, er ikke ensbetydende med, at hun har skrevet 3000 gode sange. Det seriøst uopslidelige sangskrivningsguld i Dolly Partons omfangsrige repertoire er i udstrakt grad at finde i hendes rene countryfase, det vil sige de 18 lp’er, hun udsendte i årene 1966-1977. Nå ja, plus de 12 duo-skiver, hun udgiver sammen med makkeren Porter Wagoner i perioden. Rundet af en barndom i dyb fattigdom er hendes tekstun